Langture - Turbeskrivelser

Egå Rosport placering i Egå Marina ved Kalø vig giver flere forskellige muligheder for dagsture i det lokale langtursfarvand.

En af de oplagte ture er Vigen rundt. Fra Egå Marina sættes kursen tværs over vigen mod Skødshoved, hvor der drejes mod bagbord for at følge kanten af det lave vand langs Sandhagen. Når vi nærmer os indsejlingen til Knebel vig er der igen masser af vand og kysten kan følges resten af vejen hjem til Egå. Undervejs passeres indsejlingen til Nappedam og Kalø Slotsruin. Oplagte steder til frokostpause er Hestehaveskoven umiddelbart efter slotsruinen eller Rosenholm bådelaug ved Følle strand. Turen rundt er på 38 km.

Er vejrmeldingen fin og er der en vis garanti for ok vejr også sidst på dagen, er det en superflot tur at ro til Dragsmur, som er den smalle landtange der forbinder Helgenæs med Mols. Turen går via Skødshoved, Skødshoved bro og de utroligt smukke skrænter langs Molshoved ind i Begtrup vig. Når man nærmer sig Dragsmur er det vandstanden som bestemmer om man skal uden om stenrevet ved Rønnen eller kan passere inden om. Turen er på 39-40 km afhængig af vandstand ved Rønnen.

En tur uden om Århus havn og videre mod Moesgaard er også en mulighed. Det er ikke så tit denne tur roes da de første 7 km ind til Århus er vores daglige rofarvand og de næste 7 km turen rundt om Århus havns kedelige moler. Hvis man skal hjem samme dag er der ikke mange kilometer at gøre godt med syd for Tangkrogen før båden skal vende spidsen hjemad igen. En weekendtur til f.eks. Odder roklub giver gode muligheder for at ro langs Marselisborg skovene.

Ud over turene i det nære langtursfarvand arrangeres ture i fremmede farvande i ind- og udland.

Henter billeder...