Havneræs

Skrevet af: Niels-Jørgen Danielsen

I mange år har flere af klubbens kajakroere været flittige deltagere i Havneræs hos andre kajakklubber i Østjylland. Omkring 2010 startede Egå Rosports kajakroere med at deltage i løbene. Havneræs er et tilbagevendende vinterarrangement, som afholdes på skift mellem 5 kajakklubber i Østjylland, herunder også på Brabrand sø. Stævnet afvikles hver den første søndag i måneden i perioden november til marts.

Selv om det hedder ”ræs”, og målet er at komme først, i den gruppe man nu tilhører, så har vi fra Egå Rosport nu mest betragtet de vinterlige Havneræs, som en mulighed for at nyde en rotur hos andre kajakklubber og ofte i vinterligt landskab. Det er hændt, at vejret ikke altid er venligt stemt, og der har været en strid blæst. Det ses af billederne nedenfor.

Efter løbet samles vi i klubberne, hvor der kan købes suppe og brød samt kaffe og kage. Det er altid populært efter en rotur i vintervejret.

Ved alle Havneræs gives der præmier. Dog ikke til vinderne af løbene. Alle deltagere har lige store chancer for at sikre sig en præmie med hjem. Der udloddes præmier på deltagernummeret. Ofte udloddes gode præmier, som er vældige attraktive. Flere af klubbens medlemmer har fået flotte præmier til stor misundelse fra øvrige kajakroere fra klubben, der må nøjes med en kasket fra Max Kayak.

 Retur til Egå Rosport 50 år