Kanindåb

Skrevet af: Annie Kaalby

I de fleste danske roklubber er kanindåben en årligt tilbagevendende begivenhed. Nye roere kaldes ”kaniner” og bliver døbt af Kong Neptun. I flg. Wikipedia er der tale om en tradition, der sandsynligvis har sin oprindelse i ækvatordåben, som sømænd udsættes for, når de for første gang passerer ækvator.

Lige fra den spæde start af HEI Rosport har der været afholdt kanindåb hvert år.  De nye medlemmer er klædt ud som kaniner og døbes af Kong Neptun, som kommer sejlende til fra havet sammen med Dronning Blæretang og hans galejslaver. I Egå Rosport har Kong Neptun og Dronning Blæretang meget fine kroner, som Nick Larsen for mange år siden har hjembragt fra Grækenland. Kongens taler er nedskrevet på ”papyrusruller”.

  

Der er fra klub til klub meget stor forskel på, hvilke uhyrligheder kaninerne udsættes for. I Egå er det meget humant; man undersøges af Livlægen og får måske lidt beroligende til halsen, samt klippet ører og hale af. Herefter indsmøres man i limfarve tilsat savsmuld og kastes i havet.

Når kong Neptun har erklæret, at alle nu er døbt og kan kalde sig ”rigtige roere”, tager kaninerne som regel hævn og kaster Kong Neptun og hans følge i havet. Måske ryger klubbens formand også med!
Indtil flytningen til Egå Marina foregik dåben ved Sølystparkens bådebro. Kaninerne mødtes ved Sølystskolen og gik med en ”gulerod” i front i optog ned gennem villakvarteret. Der findes en del billeder fra de år som vidner om, at der var megamange tilskuere til stede.

Kanindåben er nu flyttet til Egå Marina og kaninerne bliver ”buret inde” foran broerne, hvor de i spænding venter på Kong Neptuns ankomst.

Efter en kanindåb holdes der en fest, hvor de nyere roere er i centrum. Alle som er døbt får udleveret et dåbsbevis, som man gør klogt i at passe på, fordi at hvis man på et tidspunkt skulle finde på at flytte til en anden klub, kan man bevise, at man er døbt en gang. Der er eksempler på nuværende medlemmer i Egå Rosport som har kunnet fremvise endog meget gamle dåbsbeviser fra andre klubber.Kanindåben er en årlig festdag for både nye og ”gamle” roere. Gennem årene har tilslutningen været svingende, og der er fra tid til anden taget initiativer til modernisering.

 Retur til Egå Rosport 50 år