Med sin beliggenhed i Egå Marina lige hvor Kalø vig og Aarhusbugten mødes, er Egå Rosport en ideel klub til havkajak. Vores daglige ro-farvand strækker sig fra Rosenholm Bådelaug i toppen af Kalø Vig helt ned til Dokk1 i Aarhus havn, og der er derfor rig mulighed for at ro på lange ture, som byder på alt fra den dejlige natur omkring Vosnæs skov nord for Studstrup, til det hyggelige byliv i kanalerne og havnen i Aarhus.
Klubben råder primært over glasfiber havkajakker og enkelte plastik havkajakker som alle frit kan benyttes af klubbens medlemmer uddannet til at ro havkajak. Hvis der er plads, kan private havkajakker også opbevares og benyttes i klubben.
Der er tradition for at tage havkajakkerne på tur i det østjyske. Turene opstår for det meste spontant med baggrund i vind og vejr og det er normalt omkostningsfrit at deltage. Vi læsser ofte havkajakkerne på traileren og kører til f.eks. Moesgaard, Helgenæs, Nappedam eller søerne ved Silkeborg.
Du kan tage et IPP2 havkajakbevis i Egå Rosport. Vores hold af instruktører uddanner hvert år nye havkajakroere. Dette vil typisk foregå i det tidlige forår, og der vil hen over sommeren være opfølgnings- og opgraderingskurser, som man som havkajakroer frit kan deltage i.
Du kan læse mere om, hvordan du kan blive en af vores nye havkajakroere her
Drømmer du om selv at blive instruktør i havkajak eller har du lyst til at være assistent på forårets kurser? Så tag endelig fat i kajakchefen, og få en snak om, hvad vi kan tilbyde dig i Egå Rosport.
Hvad er en havkajak?
Havkajakken er en stabil kajaktype, der vejer omkring 20-30 kg. En havkajak er meget sødygtig og kan roes sikkert i ret store bølger. Desuden kan man forholdsvis let komme op i den alene, hvis uheldet skulle være ude, og man kæntrer.
Der er rig mulighed for at pakke rigtig meget grej ned i en havkajaks vandtætte rum, hvilket også gør den meget velegnet til lange ture over flere dage.
Men en havkajak kan bruges til meget mere end at ro lange ture. Den er også særdeles velegnet til at surfe i bølger og til de meget omtalte grønlændervendinger. I Egå Rosport vil du få mulighed for at stifte bekendtskab med disse discipliner, da sjov og leg er en del af de aktiviteter, der afholdes hen over sommeren.