Skrevet af: Annie Kaalby
Inriggerne, og senere coastalbådene, er de perfekte både til roning på Aarhusbugten, og da specielt inriggerne er velegnede til langture, har det været naturligt, at Egå Rosport er blevet en klub med en del langtursaktivitet.
Med langtur menes en tur uden for klubbens daglige rofarvand, som i dag er fra Aarhus havn i syd til Rosenholm Brolaug i nord.
Egå Rosport har et fantastisk langtursfarvand lige uden for døren, og for de inkarnerede langtursroere har det ikke været en god sæson, hvis ikke de har været mindst en gang Vigen rundt og allerhelst også en tur til Dragsmur. Begge ture kræver passage af Kalø Vig (Egå til Skødshoved), og derfor må turen af og til aflyses eller ændres på grund af vinden.
De første langture i klubbens hjemlige langtursfarvand omtales i 1971, hvor der var en tur Vigen rundt og en til Skødshoved.
I årene ved Skæring strand gik turene ofte Vigen rundt med overnatning i Knebel Vig eller i Hestehaveskoven ved Kalø. I 1974 vovede to både sig også en tur rundt om Helgenæs.
Gennem årene har Egå Rosports medlemmer roet de danske farvande tyndt på endags, weekend og ferieture. Hvis vi forsøgte at lave et kort over, hvor vi har været, ville der ikke være mange bare pletter. Turene har været i egne både, DFfRs udstationerede både og ofte også både, der er lånt/lejet i andre klubber. Undervejs er der overnattet i telte eller i andre roklubber. Teltningen har været ved roklubber, på primitive teltpladser eller på bondens mark. Når bare man spørger pænt, har det aldrig været et problem at få lov til at slå telt op.
Forplejningen har altid været i top, og der er tit blevet talt om hvilke fantastiske middage, der kan fremtrylles på et par gasblus. Nogle gange har indkøbsmulighederne dog krævet lidt kreativitet fra madholdets side.
Den første ferielangtur var i 1971, hvor to både roede fra Skanderborg til Randers. Bådtrailer fandtes ikke, så bådtransporten var på ladet af en lastbil.
Længste tur er vist turen Sjælland rundt (ca. 600 km), som i 1985 blev roet på 10 dage.
Der kan lastes rigtigt meget i for- og agterrummet på en inrigger; telt, soveposer, liggeunderlag, kogegrej og personligt udstyr. Ofte har folk stået på bredden og undrende spurgt, om vi virkelig har plads til alt det, de kan se ligge i store bunker. Men øvelse gør mester; en dygtig langtursstyrmand kan få alt under dæk, og samtidig sikre vægten er korrekt fordelt.
Ture til udlandet
Bådtrailernes indtog i dansk roning har givet uanede muligheder for at udforske rofarvande som er noget anderledes end de danske kyster, hvor man næsten altid kan gå i land på en strand. Da det er umuligt at beskrive alle de ferieture Egå Rosports medlemmer har været på i Europa, har vi prøvet at plotte turene ind på et kort (klik på kortet for større udgave).
Der har været ture til mange forskelligartede destinationer, lige fra propfyldte storbyer og til ture så langt ude i ødemarken, at der ingen indkøbsmuligheder var og slet ikke mobildækning.
Roning i den svenske og norske skærgård, hvor man til sidst når helt ud til de yderste barske klippeskær, er en fantastisk oplevelse. Der er jo nogle flere ”sten” i overfladen, end vi er vant til, og da nogle af turene er roet før vi alle fik en GPS, har det krævet, at styrmanden og roergængerne havde tungen lige i munden og konstant check på, hvor man var på søkortet. Ytre Olsön i Sankt Anna skærgård er et eksempel på en ø, nogle aldrig glemmer placeringen af!
At lægge til ved bredden på nogle af de tyske floder som Weser og Mosel, med masser af medstrøm, er en anden udfordring, der har givet nogen sved på panden.
Stockholm og Berlin er eksempler på storbyer med masser af trafik på vandet; færger, lystbåde og ikke mindst turistbåde. Nogle har syntes, at det var en fantastisk oplevelse at ro der, medens andre har ment vi skulle skynde os væk.
Sluser er vi heller ikke vant til. Undervejs er der passeret alt fra små selvbetjente sluser til de kæmpestore på Weser og Mosel, hvor man bliver lukket ind sammen med flodpramme og anden erhvervstrafik.
På turene i Berlin har vi nogle gange valgt at låne både fremfor selv at transportere inriggere derned. De tyske gigbåde er smallere end de både vi normalt roer i + man roer med to årer. Så det er tungen lige i munden, indtil man har vænnet sig til det. Og vælter man er det op igen og videre. Langtursspand og andet grej må så samles op længere nede af Spree.
Langtursroning er en livsstil, der giver masser af fantastiske naturoplevelser og fremmer kammeratskabet blandt klubbens medlemmer. Samtidig kommer man til at kende roere i andre klubber og lærer af, hvordan de har indrettet sig.
