Langture for kajakker i Egå Rosport

Skrevet af: Karl Erik Skovgaard Jensen

Gennem en lang årrække, siden kajakker blev en del af klubbens materiel i 1979, har langture i roklubbens kajakker udviklet sig til det, som de er i skrivende stund. Turene i klubben har udviklet sig over tiden helt fra starten, hvor nogle kajakture har været tilbageværende begivenheder over mange år. Som eksempel har der været kajakroere fra Egå med på Tour de Gudenå helt fra 1980. Andre ture er nyere traditioner, som vores deltagelse i Tour de Kanal, eller det sidste nye skud – som man så måske skulle kalde Tour de Lucia.

I stedet for at trække så lange som muligt tråde tilbage i tiden, er her mere set på de mange tures placering over sæsonen, næsten som i et årshjul.

Vi starter jo sæsonen hvert år med den årlige standerhejsning i klubben. Ofte i en weekend lige omkring standerhejsningen foregår den første arrangerede kajaktur.

Tour de Kanal
Senere, når vi har fået de nye kajakroere igennem instruktionsforløbet, har vi nu i nogle år haft stor succes med at være en af de inviterede klubber, der deltager i Tour de Kanal, som er 23 km nedad Kolind Sund nordlige kanal frem til Grenå.

Det er en tur, der er rigtig velegnet for de nye kajakroere. Den giver godt på km – kontoen på helt fladt vand i solskin, medvind og medstrøms. Vi har roere i alle aldre med på turen, og spændet har gået fra en ny roer på ca. 12 år til flere af top-seniorer, der er med hvert år. I 2018 deltog Egå Rosport med 32 (to hele trailere) ud af 63 kajakker.

Holmens Camping
Årets næste faste arrangement er møntet specielt på de nye kajakroere frem mod frironingen ved 75 km. Der har med nogle afbrydelser igennem mange år også helt fra omkring 1980 – 85 været en week-end tur for de nye kajakroere. Vi tager til Ry og ror kajak i alt fra én aften til to hele dage med overnatning på Holmens Camping. Overnatningen foregår på flere måder, der spænder fra bagagerummet i en transporter, via telt til Campingvogn eller – hytte.

Turene her går oftest med start ved Campingpladsen og mod Silkeborg, hvor vi har holdt pause for at spise på Lille Ø. Her vender nogen om for at gøre klar til aftenens forløb, og andre ror videre til Skyttehusets Camping, hvor der er mulighed for lidt forfriskning. Vi har dog også set, at programmet er ændret pludseligt under vejs, når det viser sig, at f.eks. Jul Sø ikke er velegnet til kajakroning, så er det med at få vendt om og f.eks. komme rundt i Knud Sø i stedet for. Specielt vejret under lørdag aftens madlavning - nu på klubbens Bon Fire, har over få år dækket alt fra rigtig stille og varmt vejr med solskin inkl. ”knot” til flere gange med årets største nedbørsmængde på ca. 30 mm over ½ - 1 time. Aftenenerne bliver sjældent lange, og søndagsturen går oftest til Klostermølle, hvor vi på turen dertil med meget stor sikkerhed møder en eller flere isfugle. Det kræver dog typisk at man ror forrest omkring Emborg.

Sommerens ture
Nu er sæsonen nået hent til sommerferien, hvor der både for mange år siden og igen sidst i sommeren 2018, og allerede programsat for 2019, har været ugelange ture til udlandet – også nogle gange for enkelte kajakroere sammen med robådene.

Det er også omkring det tidspunkt, der afvikles den årlige tur til Møgelø, hvor alle kajakklubber i Aarhus har mulighed for at være med. Turen har været med svingende deltagerantal, men der har mange gange været roere med fra Egå, også her er det en tur, som vi har været på gennem mange år.

Efterårstur
I starten af september er sæsonen på vej mod den årlige standerstrygning. Der har vi i de senere år i ret stort antal deltaget i Aarhus Klubbernes fælles efterårstur med basis i Silkeborg Vandrehjem, hvor nogle er med hele dagen på søerne, og så skynder sig til Egå, hvor de lige kan nå standerstrygningen i vores egen klub.

Vi er så ved at være henne i vintersæsonen, hvor der flere gange har været en adventstur fra Brabrand Rostadion til Café Kold Røvs Bodega – Huset ved Mølleparken for de ikke indviede - med efterfølgende gløgg i lokalerne i Brabrand. Den tur ser dog ud til nu at blive erstattet af, der i 2018, for anden gang afvikles en meget stemningsfuld Luciaaften tur fra Aarhus Lystbådehavn til Dokk 1 med korsang flere steder på ruten.  

Ud over de årligt tilbagevendende ture er der gennem årene arrangeret mange flerdagsture både for kajakker alene og sammen med robådene.

Vi har sammen med robådene bugten rundt, både som endags ture og som ture, der har været delt over flere dage, ligesom målet også sammen med robådene har været Dragsmur. Længere væk har vi været på Mariager Fjord, hvor nogen roede først til udmundingen mod Kattegat ved Overgård Gods – og dagen efter nåede Hobro i bunden af fjorden. Der har også flere gange været afholdte en ”sommerhustur”, hvor udgangspunktet for roturene har været et af medlemmernes sommerhus i nord eller syd.

Som den sidste langtur skal dog ikke glemmes en blandt visse kajakroere meget omtalt Tur til Fur. Her roede vi, provokeret af en ældre lokal havkajakroer, hele vejen rundt om Fur og så specielt på nordsiden af øen de fantastiske aske-formationer i mo-leren på stor afstand i stedet for at stå tæt på og se dem fra stranden, stejlt højt oppe. Som den nok væsentligste erindring for de fleste deltagere var Tur til Fur alle kajaktures moder med hensyn til dårligt vejr 2 dage i træk.

Som den sidste afsluttende bemærkning – Vi glæder os til næste langtur. De der ikke var med må nøjes med at græmmes.

 Retur til Egå Rosport 50 år